Anden sæsonhalvdel fløjtes i gang på søndag

TM Tønder møder Sydhavsøerne

Vi er nået halvvejs gennem sæsonen og er der to hold der havde forventet mere på pointkontoen, så må det være TM Tønder og Team Sydhavsøerne, som mødes i Tønderhallerne på søndag klokken 15.00. Med henholdsvis 10 og 11 point, har de to hold, som man havde forventet at se i top 6, sat sig på 10. og 9. pladsen i tabellen, dog kun to og et point fra 6.pladsen, så det mål kan stadig indhentes, men begge hold har brug for to point på søndag, så man kan se positivt fremad.

Sydhavsøerne, der startede sæsonen med en hjemmesejr over TM Tønder er inde i en forfærdelig periode. Seneste sejr skal vi helt tilbage til den 11.oktober for at finde. Den dag vandt de 30-24 hjemme over Roskilde. Siden er det blevet til et enkelt point hjemme mod Lemvig og seks nederlag. De seneste fem kampe er tabt og tabt ret klart. De to seneste kampe er begge tabt med syv mål, hjemme mod Rækker Mølle og ude mod Faaborg. Så det er et TSØ hold der virkelig har brug for at få tingene vendt.

Den helt store profil hos TSØ er Kristian Lund Vukman, der med 65 mål er holdets topscorer. Kan vi få lukket ned for ham, er meget vundet. Playmakeren, der også huserer på venstre back kan dog andet end score mål, han kan også assistere sine medspillere, så han skal lukkes ned med omtanke. Højre backen Alexander Nielsen kan også finde målet, mens den unge højre fløj, Oscar Hare også rammer gode dage. I den omvendte kamp var det målmand Sebastian Minor der ramte dagen og sikrede sejren over TMT. TSØ er dog et af de hold der lukker flest mål ind, 405 imod TM Tønders 363, kun overgået af HØJ og Århus.

TM Tønders store nederlag i Århus var virkelig irriterende, men det var også forudsigeligt. Ikke bare er Århus et stærkt hold med en fantastisk bredde, men de få bagspillere vi bruger har virkelig kæmpet forbilledligt og der skulle vel komme en dag, hvor energien slap op. Den dag kom i århus og det udnyttede hjemmeholdet til UG. Nu håber vi at batterierne er genopladet til søndagens kamp mod TSØ. Før Århus kampen hentede vi trods alt 3 point i to kampe og kan vi finde plads til et par pauser til de hårdtarbejdende spillere i bagkæden og lige undgå at gøre modstandernes keepere bedre end de rent faktisk er, så er troen på at vi kan tage de to point, relativ stor.

Så den gode gamle, stå godt i forsvaret gælder også på søndag. Kontramål tæller lige så meget og koster ikke så meget energi, så det gode forsvarsspil skal udnyttes, så vi kan score nemme mål. Det er alfa og omega mod en modstander der lukker mange mål ind. Og så skal der være fuld fokus på 100% chancerne, så vi ikke får kickstartet deres keeper, det må ikke ske.

Rune Schrøder er også fortrøstningsfuld og udtaler: “Der er ingen tvivl om, at det er Kristian Vukman vi skal have et ekstra øje på. Han er den bærende kraft i deres angrebsspil, og han kan/skal afgøre tingene for TSØ. Jeg er dog overbevist om, at vi kommer ud til kampen, meget sultne efter de 2 point, og vi kommer til at se et Tønder hold der vil give alt for at vinde. Vi ser frem imod kampen, og nu ser vi frem imod en halvsæson der resultatmæssigt skal og vil blive til det bedre”.

En godt fyldt Tønderhal 2 vil heller ikke være at kimse ad, så glem juleræset et par timer og kig ned i Tønderhallen på søndag klokken 15.00. Og som Rune Schrøder tilføjer: “Vi tror på det, men vi har brug for jeres støtte. Vi ses i Tønderhal 2 på søndag”.

Sammen er vi stærke og en fyldt Hal 2 er virkelig stærk. Vi håber på jeres støtte, så vi kan få anden halvdel skudt godt i gang.