TM Tønder nedlagde Roskilde

Kan man lukke en håndboldkamp i det første kvarter? Det kan man nok ikke, men al spænding var taget ud af kampen, inden kampuret viste 15.00. TM Tønder kom med god fart i angrebsspillet, mens Roskilde slet ikke havde fart nok på, til at de kunne finde huller i TMT forsvaret. Om de spillede 7-6 eller 6-5 når vi havde en udvist, der var ingen huller i de bagerste geledder og det nød Magnus Siim godt af og pillede boldene, uden problemer. 8-2 efter 13.38 minutter og intet tydede på en spændende kamp. Endnu bedre så det ud fire minutter senere da tavlen viste en føring på 11-2 til TM Tønder. Malthe Skytte og Jeppe Hjort fik lidt gang i skudene, men til trods for 4 udvisninger, var vi hele tiden i kontrol og kunne gå til pause med en føring på 18-8.
Efter pausen gik det ikke helt så lystigt til i første omgang. Forsvaret og Siim stod stadig upåklageligt sikkert, men efter ni minutter var føringen ikke vokset. 21-11 var stillingen. Med tre mål i streg kunne TMT bringe sig foran med 21-8 og Roskilde tog timeout. Det benyttede Lars Krarup til at skifte en del ud. Kasper Knudsen, Kasper Skov og Sune Skovsen kom bl.a. ind og med fem mål af dem blev afstanden øget til 29-11. Altså 8 TMT mål på 8 minutter, uden at Roskilde fik scoret på hverken Siim eller Meyer i samme periode. Og selv om Roskilde med 7-6 spil og et meget offensivt 5-1 forsvar fik lidt gang i scoringerne, så blev et toptændt TMT bare ved med at øge og til slut kunne det velspillende hjemmehold sætte sæsonens største sejr på kontoen, med cifrene 37-17.
Holdet ser absolut ud til at kunne bide skeer med de hold der venter forude. Allerede på fredag går turen til Skive, som må betegnes som et af rækkens aller bedste hold.