TM Tønder skal have ny direktør

TM Tønder skal have ny direktør

Tønder Kommunes elitehåndboldklub TM Tønder skal have ny direktør. Klubbens direktør Kim Wittenkamp har valgt at søge nye udfordringer efter godt fem år på posten.

”Direktørjobbet er krævende og der har været fuld fart på i hele perioden, og nu trænger jeg til, at der skal ske noget nyt. Samtidig har klubben lagt en ny ambitiøs strategi, så det er et godt tidspunkt at få nye kræfter ind. Det ligger mig meget på sinde at hjælpe klubben og få overdraget opgaverne ordentligt, så jeg bliver i jobbet i tre måneder”, siger Kim Wittenkamp.

Formanden for TM Tønders bestyrelse Stefan Østerby-Jørgensen er ærgerlig over Kim Wittenkamps beslutning:

”Kim har ydet en stor indsats for klubben og det vil vi sige ham stor tak for. Vi indleder nu arbejdet med at finde en ny direktør. Den proces bliver en del af det strategiske arbejde, bestyrelsen har sat i værk”, siger Stefan Østerby-Jørgensen.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen,
TM Tønder Håndbold