Tændte TM Tønder spillere nedkæmper Sydhavsøerne

Det var et toptændt TM Tønder der kom på banen mod Team Sydhavsøerne. Og da TSØ bragte sig foran 1-2, var det deres sidste føring i kampen. 6-3 til TM Tønder efter 6 minutter, efter bl.a. 3 mål af Nick Bøg og intet tydede på at TSØ keeper Sebastian Minor skulle blive stopklodsen denne gang. Efter godt 12 minutter kunne en stærkt spillende Tobias Balsby bringe TMT foran 10-6 og TSØ forsvaret havde ingen våben mod de rapfodede TMT spillere. 13-10 ved Nick Bøg fik TSØ til at tage timeout, uden at det hjalp. Tre minutter senere havde Mathias Nikolajsen og Kasper Skov bragt stillingen op på 15-10 og TSØ tog endnu en timeout. Det gav en periode på fire minutter uden mål, inden TSØ kunne reducere til pausestillingen 17-14.
Det var faktisk en smule skuffende at vi kun førte med tre mål i en kamp, hvor vi havde været i kontrol. Unge Magnus Poulsen og Kasper Skov fik dog hurtigt bragt TMT i en ny 5 målsføring. To TMT udvisninger kostede to mål og TSØ kom på 20-17, men så stoppede gæstfriheden. Mathias Nikolajsen udfordrede gang på gang TSØ forsvaret og Thomas Clausen kom med en vanvittig vildskab og så viste tavlen 25-18. Det var fantastisk at se at TMT bare fortsatte med at trykke på i den ene ende, arbejdede benhårdt i den anden ende og gjorde betingelserne fantastiske for Magnus Siim, der lukkede godt og grundigt ned, med ikke mindre end 17 redninger. Derved blev en sikker sejr på 31 – 23 spillet hjem, af et TM Tønder hold, der storspillede i stort set alle 60 minutter. En meget stærk arbejdssejr. Holdets sejr.
Vi kan fremhæve mange for en flot præstation, for der var mange der leverede en flot kamp. Denne gang vil vi lige fremhæve andenholdsspiller Magnus Poulsen der kom ind, scorede på begge sine chancer og bød ind med gode præstationer i forsvaret.
Nu ser vi frem mod fredag, hvor turen går til Odense. Her går vi efter yderligere to point, så vi kan gå på juleferie med en god fornemmelse.