Hørning Håndbold kan blive en modbydelig opgave

Tirsdag aften klokken 19.00 træder TM Tønder ind i pokalturneringen, i Santandercuppens 5.runde. Og selv om holdet skal op imod et hold fra 2.division og dermed fremstår som klare favoritter, så kan det sagtens blive en kamp, hvor TMT holdet skal op i højeste gear, for ikke at ryge ud.
TM Tønder møder Hørning på udebane. Hørning, som er området hvorfra Magnus Siim kommer fra og har spillere, som TMT keeperen kender rigtig godt, er på alle måder et godt bud på en oprykker til 1.division. De ligger og kæmper med Give HK om retten til at rykke op og ligger lige nu med 21 point for 17 kampe, efter et knapt nederlag på 33-34 mod det absolutte tophold fra Fredericia, der ikke kan rykke op. Give har to point flere og en kamp i hånden, men også et meget svært slutprogram, så Hørning er på ingen måder ude, i kampen om oprykning.
Dermed kan vi se frem til en spændende kamp, hvor Hørning kan spille helt frit. Hørning slog i forrige runde Hogager Majrup-Hvam fra 3.division med 40-27, så vi glæder os til en højspændt og dramatisk kamp i et fyldt Hørning Idrætscenter, tirsdag aften klokken 19.00.