TMT-Formand: Magien skal tilbage

TMT-Formand: Magien skal tilbage

Foto: TMTs bestyrelsesformand Stefan Østerby Jørgensen.

Det bliver sjovere at gå til håndbold i år, lover formanden for Tønder Kommunes elitehold i håndbold TM Tønder.

På søndag går det løs igen. Tønder Kommunes elitehold TM Tønder tager hul på den nye sæson med en hjemmekamp. Efter nogle svære sæsoner med coronanedlukninger og kampe med tilskuerrestriktioner skal der pustets nyt liv i hjemmekampene, lyder det fra klubbens formand Stefan Østerby Jørgensen.

”Nu skal vi have publikum og sponsorer aktiveret, så vi kan få magien tilbage i Tønderhal 2. Holdet har allerede bevist, at de har fightervilje og gejst og vi har nytænkt hele set-uppet ved hjemmekampene, så det bliver en langt bedre oplevelse”, fortæller formanden.

Sjovere kampe

TMT vil gøre det sjovere at overvære hjemmekampene.

”Vi inviterer til meget mere end bare en håndboldkamp. Vi byder på oplevelser både før og efter kampen, ligesom vi har skabt et nyt og festligt indløb som start på kampen”, fortæller Stefan Østerby-Jørgensen.

Klubben prøver det nye koncept af, hvor der Inden kampene bliver en fanzone, hvor TMTs fanklub sørger for underholdning, ligesom ungdomspillere også tilbydes et særligt arrangement før kampstart. Efter kampene kan publikum møde spillerne og også høre et liveinterview med klubbens træner Michael Wollesen.

”Vi skal have klubben til at blomstre. Også ved at satse på vores andre aktiviteter, som vore årlige spinning-arrangement, TMT-stafet og vores støttetur, som alle understøtter vores mål om at yde noget for folkesundheden og fællesskabet i kommunen”, siger TMTs bestyrelsesformand.

Vigtigt samlingspunkt

Stefan Østerby-Jørgensen har været formand siden 2018 og engagerer sig stærkt i klubben.
”Jeg engagerer mig ikke kun på grund af sporten, men også fordi det er vigtigt for et område at have et samlingspunkt, som samler folk og bidrager til fællesskabet. Det er godt for et samfund at have et kulturelt fællesskab. Samtidig giver eliteholdet kommunens børn og unge noget at se op til. Det er jo ikke givet for en kommune af Tønders størrelse, at have et hold i 1. division”, siger Stefan Østerby-Jørgensen.

Balance i økonomien

Økonomisk balancerer klubbens økonomi, men formanden har et håb om at styrke klubben finansielt.

”Det har været vanskeligt at trække nye sponsorer til under coronanedlukningen. Heldigvis har vi nogle gode og trofaste sponsorer, som vi sætter stor pris på. Men vi håber, at få endnu flere med og arbejder struktureret med opgaven”, fortæller formanden.

Sportsligt håb

Rent sportsligt er bestyrelseformanden optimist, når han ser på den kommende sæson.

”Vores eliteudvalg har sat nye skibe i søen i denne sæson. Blandt andet arbejder de på at indføre mentaltræning og har allerede engageret en fysisk træner, der arbejder med spillerne individuelt. Samtidig har mange af spillerne bosat sig i Tønder og  kan dermed få et fællesskab omkring styrketræningen. Et stærkt fællesskab er også en styrke på banen”, pointerer Stefan Østerby-Jørgensen.

Værd at støtte

”Holdet har gjort det godt i træningskampene og bevist at de er værd at støtte. Så nu gælder det om at få publikum i hallen, for en solid opbakning fra hjemmepublikummet betyder meget for spillerne og for klubben”, siger formanden.

Resultatmæssigt håber Stefan Østerby-Jørgensen, at holdet ender i den bedste halvdel af første division i sæsonen.