På lørdag er der kamp i Tønder

TMT møder Odense i Tønderhal 2

Er der en kamp vi ikke sådan glemmer, er det første hjemmekamp i forrige sæson. Modstanderen var Odense og vi kom hurtigt foran med 4 mål. Relativt hurtigt blev 6-2 til 7-8, ikke mindst takket være en stærk Nicolai Aleksandrovietz. Efter uafgjort ved pausen var det Odense der førte gennem 2.halvleg, flere gange med tre mål. Således også 2.30 minutter før slutsignalet ved stillingen 27-30. Og så startede dramaet. Skov scorede på straffe, Skov scorede i åbent spil, Odenses Dines Kjeldgaard så rødt og Skov brændte straffekast. På forunderlig vis lykkedes det Jacob Lück at spille bolden lige i hænderne på Skov der scorede til 30-30 i de døende sekunder.

I det omvendte opgør, kort før jul var det igen TMT der kom bedst fra start. Odense fik det igen vendt og TMT fik igen styr på det til halvlegsføring 14-17. Efter pausen førte vi med både fem og seks mål. Mathias Nikolajsen fandt hullet i Odense forsvaret og gjorde hvad der passede ham. Alligevel fik Odense udlignet til 28-28 og igen blev det dramatisk. I de sidste fire minutter fik TMT to udvisninger, uden at det kom til at koste. Da Mathias Nikolajsen igen brød igennem og scorede til 30-32 fik Odense bænken to minutter og TMt kunne køre en sejr på 31-34 hjem. Mathias scorede 13 mål i den kamp.

Så der er vel næsten garanti for et lille drama når Odense på lørdag dukker op til en træningskamp i Tønderhal 2 klokken 11.00. Odense har hentet TV Frank hjem til fyn og han er normalt garant for lidt lækkerier mellem stængerne. Og så er det også chancen for at se de nye TMT spillere lidt an, så kom ned i hallen og giv den gerne lidt gas, så de nye kan mærke lidt af den stemning der venter dem, når sæsonen skydes i gang. Første hjemmekamp om point, bliver fredag den 13.september mod, ja Odense selvfølgelig.

Der er naturligvis gratis adgang til kampen.

Efter lørdagens kamp vil der være spillerpræsentation. Det sker i multisalen klokken 13.30, der hvor erhvervsklubben normalt holder til før hjemmekampe.