HØJ var en stor mundfuld

HØJ Håndbold var før sæsonstart, den helt store favorit til at rykke direkte op i ligaen. Sæsonstarten har dog været noget svingende, men søndag eftermiddag i Tønderhal 2, viste de at når de rammer deres topniveau, så er de nok rækkens bedste hold, og de spillede en fremragende kamp i Tønder, med et krydsspil, som vi aldrig fandt midler imod.
De første minutter gik fint og altid skarpe Mathias Nikolajsen bragte TMT foran med 3-2 og 4-3. På få minutter blev dette resultat dog ændret til 4-7 og man fornemmede at HØJ’s nederlag i sidste weekend, hjemme mod HCM, skulle gå ud over TMT. TM Tønder kæmpede godt og halvvejs i halvlegen kunne Anton Filtenborg gøre det til 7-9. HØJ var skarpe i angrebsspillet og vi fandt ikke løsningerne på deres krydsspil og så var de bare skarpe i afslutningerne. 13-15 efter 23 minutter og syv minutter senere stod der 14-19 som var resultatet ved pausen.
Efter den ærgerlige afslutning på 1.halvleg kom et toptændt TMT ind til 2.halvleg. HØJ svarede dog hele tiden tilbage, så på under 3 minutter blev halvlegsresultatet udskiftet til 17-21. HØJ øgede afstanden med et par mål og resten af kampen fortsatte jagten på at få løst deres angrebsspil. Det lykkedes aldrig, de var for gode på dagen og vores keepere havde dårlige arbejdsbetingelser. Med en sikker præstation i alle 60 minutter vandt HØJ helt fortjent med med 28-36 og fik slået et hul på tre point til TM Tønder.
Nu venter der fire kampe inden juleferien. Fire kampe mod hold, som vi absolut kan slå, hvis vi rammer vores bedste niveau. Næste weekend står der udekamp mod Skovbakken på menuen, mens næste hjemmekamp er en firepointskamp mod ambitiøse Århus HC.