TM Tønder vinder vild kamp i Odense

TM Tønder kom godt fra start i Odense, ikke mindst Andreas Meyer der pillede nogle skud, mens Mathias Nikolajsen, med sit 3.mål kunne bringe TMT foran 1-3 efter godt tre minutter. Odenses skytte Rasmus Levinsen fik dog overtaget på Meyer og da han efter 16 minutter, for 6.gang sendte bolden forbi til Odense føring 11-9, måtte han give plads i målet til Magnus Siim. Kasper Skov Andersen ville ikke tabe i Odense og med tre mål i træk, sørgede han for 12-12. Med en række redninger af Siim kom der styr på Levinsen og TM Tønder kunne gå til pause foran 14-17. De sidste 10 minutter af første halvleg blev vundet med 7-2 og det gav ro i pausen.
Odense gik i 7-6 efter pausen og det gav lidt mere plads til Levinsen, men med bl.a. et par mål af Kasper Knudsen kunne TMT bringe sig foran 16-21. Målene faldt nu som perler på en snor og det helt store Mathias Nikolajsen show blev igangsat. Mathias snød gang på gang sin direkte modstander og han sørgede ene mand for en 21-25 føring, med fire mål på stribe. Og Odense havde det svært mod vore venstre backs. Både Malte Pedersen og Mathias Nikolajsen strøg igennem og især sidstnævnte scorede efter behag.
Odense kæmpede flot og lignede ikke et hold der kæmper mod nedrykning. Meyer kom tilbage i målet og hev store redninger frem. Der var 100% redninger, to fantastiske straffekastredninger på Jacob Lyck og Meyer endte med at blive særdeles kampafgørende i slutfasen, samtidig med at Mathias Nikolajsen bare fortsatte med at sende bolde i kassen i den anden ende. Bøvl med kampuret i det sidste minut ændrede ingenting. TMT førte 31-33 og havde bolden. Meyer nåede lige endnu en fantastisk redning, inden Nick Bøg lukkede kampen med sin scoring til 31-34.
Det var en kamp med masser af energi, masser af afslutninger, gode redninger i begge ender, et glat gulv og masser af intensitet, samt udvisninger for brok i begge lejre. Kampen havde det hele og på nær fire minutters udfald i 1.halvleg havde TM Tønder kontrollen. Dermed kan vi gå på julepause med 19 point, hvilket vi skal være særdeles tilfredse med.