To ny ansigter og et farvel

To ny ansigter og et farvel

Hermed kan vi præsentere to nye spillere, der kommer til klubben fra Bjerringbro- Silkeborg. Samtidig stopper stregspiller Teis Horn Rasmussen i klubben efter denne sæson.

Til den kommende sæson får TM Tønder tilgang af to talentfulde spillere fra højeste ungdoms niveau, fra BSH tophold i U19 ligaen. Det er højre backen Livio Klausen og venstre back/playmaker Mathias Nikolajsen. To spillere som cheftræner Michael Wollesen
glæder sig til at få i truppen:
”Livio Klausen og Mathias Nikolajsen er to dygtige unge spillere, der kommer fra et stærkt talentmiljø. Livio er en utrolig spændende højre back. Han har i år, på BSH’s U19, udviklet sig enormt, hvilket også har kastet flere udtagelser til U-landsholdet af sig. Livio har både kompetencer i forsvars- og angrebsspillet, hvilket gør, at han kan bruges på forskellige måder. Han er teknisk meget dygtig, og han har et ekstremt godt overblik. Derudover er han god på duelspillet, og har et fint skud fra mellemdistancen. Livio mangler stadig at få mere fysik på, men han har alle muligheder for at udvikle sig til en profil i 1.division.”

Livio Klausen har skrevet en 2-årig aftale med TM Tønder, og han ser frem til at tiltræde i klubben:
”Først og fremmest glæder jeg mig rigtig meget til at flytte til Tønder og spille håndbold for TM Tønder. Jeg har snakket med cheftræner Michael Wollesen, og har fået et indtryk af, at klubben har et super godt træningsmiljø, med en masse unge spillere, da jeg selv er meget ung, passer det perfekt. Samtidig håber jeg på, at jeg kan få en masse spilletid og en rolle på holdet, som gør at jeg kan udvikle mig som håndboldspiller, og hjælpe TM Tønder med en masse intensitet og fight i både træning og kamp”.

Mathias Nikolajsen er også bagspiller, og han skal ligeledes være i TM Tønder i de kommende to sæsoner. Om tilgangen af den teknisk dygtige spiller siger Michael Wollesen:
”Mathias er et produkt af det gode talentarbejde, der foregår i BSH og tidligere ØBG håndbold. Ligeledes en teknisk dygtig spiller, som tilmed kommer med masser af fart i fødderne. Han er både god på assist spillet men også på sine egne brud samt skud. Mathias er ligeledes en dygtig forsvarsspiller, der både kan dække 2’er, 3’er og fremme i et offensivt forsvar. Derudover er han en dynamo i kontraspillet, og han kan derfor få en stor rolle i, at vi kan udvikle den facet af spillet. I angrebet kan Mathias både spille venstre back samt playmaker”.

Mathias Nikolajsen ser frem til at blive en del af klubben, og samtidig at skulle flytte til byen:
”Først og fremmest, så glæder jeg mig utroligt meget til at spille for TM Tønder, idet jeg ud fra samtaler med cheftræner, Michael Wollesen, har fået en god indsigt i klubbens koncept. Et koncept, hvor jeg har et indtryk af et godt træningsmiljø fyldt med unge spillere, hvilket kun har bidraget positivt til valget, da jeg også står foran at skulle flytte til byen. I forbindelse med skiftet, så håber jeg på en masse spilletid, da jeg anser det som det vigtigste i min udvikling. Derudover vil jeg gøre alt for at opnå de bedste resultater for Tønder, og vil fighte med alt jeg har i holdets tjeneste – både i træning og kamp”

Op til sæsonen 2020/2021 kom den færøske landsholdsspiller, Teis Horn Rasmussen, til klubben fra HEI Håndbold. Efter to sæsoner i den røde TMT-trøje har klubben besluttet at slutte samarbejdet, idet man ønsker en anden profil til pladsen som stregspiller. Derfor stopper Teis Horn Rasmussen i klubben, når denne sæson er færdigspillet. Stregspilleren har ydet en god indsats i klubben, og direktør Kim Wittenkamp giver den færøske fighter rosende ord med på vejen:
”Teis har generelt ydet en god indsats i TM Tønder Håndbold. Teis er en person der altid giver sig 100 %, og han er samtidig en spiller, der brænder for at udvikle sig. Og det har han gjort i TM Tønder, hvor han gennem hårdt arbejde både forsvars- og angrebsmæssigt har løftet sit niveau. Teis har, specielt i denne sæson, gjort det flot og har spillet samtlige 19 kampe og scoret 60 gange. Teis er vellidt på og udenfor banen, og vi ønsker ham held & lykke med den fremtidige karriere”

Klubben er i fuld gang med at sammensætte truppen til den kommende sæson, og forventer at kunne præsentere yderligere tilgange i den nærmeste fremtid.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
TM Tønder Håndbold