Cheftræner Torben Sørensen har gennemgået operationen.

Mandag morgen mødte cheftræner for TM Tønder Håndbold, Torben Sørensen, ind på Odense Universitetshospital. Torben skulle som nævnt i pressemeddelelsen i mandags, gennemgå en operation i hjernen, hvor der desværre ved en kontrolscanning var konstateret en svulst.
Operationen i mandags er veloverstået, Torben er stabiliseret og efter forholdene ved godt mod. Direktør for TM Tønder, Kim Wittenkamp, beretter om en vellykket operation:
”Vi har alle været meget berørte af situationen omkring Torben og den operation, som han skulle igennem i mandags. Heldigvis er der meget positive meldinger om operationen, og lægerne har fortalt Torben og hans familie, at operationen er forløbet rigtig godt. De fik fjernet så meget af svulsten som planlagt, og efter operationen blev Torben scannet, og det så godt ud. Nu skal Torben have en periode med fuldstændig ro, hvilket jeg håber der er fuld forståelse for.
I TM Tønder er vi meget, meget glade og lettede over de meldinger som er tilgået os. Torben er meget vellidt i og omkring klubben, og vi har naturligvis været meget spændte på, hvordan det hele skulle forløbe.”
Såfremt noget ønsket uddybet i forhold til ovenstående, er I naturligvis velkommen til at kontakte direktør Kim Wittenkamp på mobil 42 15 69 96