Unødvendigt stort nederlag

Unødvendigt stort nederlag

TM Tønder var på en svær opgave i Herning, hvor 3.pladsen, HC Midtjylland var modstanderen. Tingene blev hellere ikke nemmere af at vi ikke var mentalt til stede i kampens start og der skulle gå 7.28 minutter inden vi fik scoret. På det tidspunkt havde HCM allerede scoret 4 gange. Det blev ikke bedre og da HCM efter 9.20 minutter bragte sig foran 7-2, så kampen ud til at få en tidlig afgørelse. Ved 8-3 vendte kampen dog pludselig til TM Tønders fordel og på seks minutter fik vi udlignet til 9-9. I den periode var Kasper lydiksen skarp som en slagterhund.

TM Tønder fortsatte med at have overtaget mod de rystede midtjyder, og med under to minutter til pause stod der 12-15 i TM Tønders favør. Jonas Wilde havde stået fremragende og nu gjaldt det bare om at køre et par lange angreb og køre en tremåls føring til pausen. Desværre blev vi lidt for ivrige og det udnyttede hjemmeholdet til at få udlignet med tre mål i de sidste 1,41 minutter. Det var rigtigt ærgerligt at hjemmeholdet lige fik den optur til sidst.

Målfesten fortsatte efter pausen, hvor det hurtigt blev 18-18. Desværre var det HCM keeperen der fik bedst fat efter pausen og derfor kom vi bagud med tre. Midtvejs i 2.halvleg stod der 27-22 og TM Tønder måtte arbejde væsentlig hårdere for deres mål end midtjyderne. Seks minutter før tid var kampen stadig lidt åben ved stillingen 31-27. Lars Kooij var stærkt spillende på stregen, fangede alt og scorede han ikke, fik han straffe. Men tekniske fejl på stribe i de sidste 6 minutter betød sammenbrud, og det udnyttede hjemmeholdet til at score 6 mål i streg. Slutstilling 37-27 var dog slet ikke et reelt billede af kampen.

Vi må dog sige at der er vigtigere kampe at vinde, end en udekamp i Herning. En af dem er hjemmekampen mod Otterup på lørdag klokken 14.00. Otterup er et af de hold vi skal sammenligne os med, og en sejr her kan vel sende os definitivt ud af nedrykningsfaren.