TM Tønder afholdt i går et særdeles vellykket arrangement på ECCO Centeret med Ulrik Wilbek

Der var fornemt besøg på ECCO Centeret i går, hvor den tidligere klubtræner for Viborg HK`s damer, landstræner for såvel kvinde – og herrelandsholdet i håndbold – og sportschef i Dansk Håndbold Forbund – Ulrik Wilbek, holdt foredrag for sponsorere, spillere og frivillige i TM Tønder Håndbold. Ulrik Wilbek performede på bedste vis, og med en underfundig humor gav han et yderst interessant og inspirerende oplæg!
Historisk oprykning
Ulrik indledte med et kort tilbageblik på de uforglemmelige oprykningskampe mod Nordsjælland, hvor Tønder oplevede massiv medieomtale efter det vilde scenarie, som sikrede oprykningen til 888-ligaen. I den efterfølgende periode var der eufori omkring oprykningen til Danmarks bedste række. Det var nyt at komme i ligaen, og alle viste stor interesse. Nu er det blevet hverdag igen, og der skal arbejdes rigtig hårdt med tingene. Derfor understregede Ulrik Wilbek flere gange vigtigheden i, at der i og omkring TM Tønder bliver skabt en kultur omkring håndbolden – ikke kun i Tønder, men i hele Tønder Kommune. Klubben skal udstråle at man ikke giver op – ej heller hvis man en enkelt sæson skal spille i 1. division.
Økonomiske rammer
Efterfølgende var Ulrik Wilbek inde omkring de økonomiske rammer i tophåndbold. De europæiske storklubber har svimlende summer, men mindre kan naturligvis også gøre det. Som et rigtig godt eksempel er en af de danske topklubber, Skjern Håndbold. Wilbek fremhævede flere gange Skjern som et godt eksempel på, hvordan en succeshistorie skabes. Og som der blev sagt – ”…kan man i Skjern, så kan man også i Tønder”. Økonomi er et vigtigt parameter, men heldigvis ikke alt!
For at en klub kan fungere og ”overleve” på langt sigt, så skal der være en klar strategi. En strategi hvor der er fokus de værdier som skal kendetegne klubben. Budskaberne var klare fra dagens succesrige oplægsholder. Der skal rekrutteres dygtige unge spillere, og der skal skabes et holdfællesskab på et hold med en god bredde. Udvikling af egne talenter skal prioriteres meget højt. Der skal laves karriere- og strategiplaner for U16 og U18 spillere som har viljen til at komme langt.
I TM Tønder er der rigtig mange dygtige ungdomsspillere, og disse skal der tages hånd omkring. Ulrik Wilbeks erfaringer er klart, at det er lettere at implementere disse spillere i en ligatrup, da de kender kulturen i klubben. Det giver ligeledes en øget interesse i lokalbefolkningen for at komme håndbold, for at se hvordan disse ”lokale spillere” klarer sig. Der skal med andre ord skabes et attraktivt håndboldmiljø!
Vi er geografisk udfordret i forhold til at tiltrække spillere, så vi skal have andre værdier end kun de økonomiske. Det kan dog lykkes at få unge spillere uden fra til klubben. Et godt eksempel på dette er Emil Bergholt, der forud for denne sæson kom til klubben fra Skjern Håndbold.
En vigtig pointé fra Ulrik Wilbek var, at TM Tønder skal være præget af kontinuitet! Der skal være kulturbærere i ledelsen og ikke mindst i trænerteamet. Det skaber tryghed for alle og sponsorerne vil få kendskab til de mennesker som kendetegner klubben.
Sponsorerne
Der skal mange samarbejdspartnere til, og det er meget vigtigt, at TM Tønder bliver HELE kommunens hold. TM Tønder er lige nu flagskibet inden for sport i Tønder Kommune og det skal der bakkes op om. Samarbejdspartnere og klubber i lokalområdet skal skabe fælles værdier. Der skal være en forståelse for, at de dygtigste spillere skal udvikles i TM Tønder når de er i slutningen af ungdomstiden. Omvendt skal klubben samarbejde bedre med omegnsbyerne. Det kan fx være via arrangementer i klubber eller virksomheder, hvor repræsentanter fra klubben kommer på besøg.
Spillerne skal træne flere steder, og der skal laves arrangementer med TM Tønder i hele kommunen – gerne også i Bylderup Bov, hvor der er en fantastisk håndboldkultur.
Man skal gå ind og se på, hvad sporten kan give tilbage. Hvordan får sponsorerne bedst mulig udbytte af et sponsorat i TM Tønder? Og hvordan kan netværket være med til at gøre det attraktivt at sponsorere TM Tønder. Og så er det vigtigt med mange sponsorer fremfor kun at have få store – det giver sårbarhed.
Branding
Ulrik Wilbek var en af drivkræfterne bag kvindehåndboldens succes i Viborg. Fra at være ukendt som håndbold by, så har kvindehåndbold i den grad været med til at sætte Viborg på det positive landkort. Et godt ”Brand” er mange penge værd! I Viborg har håndbolden været med til at øge kendskabet til byen, og dermed vendt udviklingen i Viborg. Det samme kan gøres i Tønder!!
Der skal være en øget synlighed omkring TM Tønder i hele kommunen. Spillerne skal være synlige i kommunen, gå en tur gennem gågaden, ind i mellem være i hallen når der er ungdomshåndbold. Spillerne skal være opmærksomme på, at de er repræsentanter for klubben. Derfor skal det være ”gode fyre”, som opfører sig ordentligt – de er altid repræsentanter for klubben.
Ligeledes skal der være nogle ambassadører for TM Tønder i omegnsbyerne!
Opvisningshal
Ulrik Wilbek appellerede kraftigt til de mange kommunale politikkere som var med til mødet. En appel om at bygge en opvisningshal! Tønder Kommune har outstanding idrætsfaciliteter, men mangler en opvisningshal. Hvis projektet med ligahåndbold på sigt skal lykkes, så skal der være helt anderledes faciliteter end der er i hal 2. Ikke mindst skal der være bedre vilkår for sponsorerne. Der skal være et professionelt tilbud, og ambitiøse Wilbek foreslog en hal med plads til ca 1500 tilskuere.
Han fremhævede Sønderborg som et fremragende eksempel på en succes. I Skansen er der plads til 2200 tilskuere, og de havde i sidste sæson solgt mere end 95 % af billetterne til kampene – imponerende. Her er skabt en hal, hvor alle faciliteter er i top, og det samme er stemningen blandt hjemmeholdets fans.
Netop fans var Wilbek også inde på. TM Tønder har en stærk gruppe i TMT Red Support, der meget trofast bakker op om holdet – både ude og hjemme. Men der skal flere unge til. Han sammenlignede med fodboldkulturen, hvor de fleste unge som kommer på stadion er fans. De er med til at skabe fest og stemning. Unge skal være en del af fan-kulturen i håndbold, og her er Skjern er længst fremme på dette område med ”Skjern Ultras”.
Frivillige
Der er rigtig mange frivillige i TM Tønder – de brænder for håndbolden og vil gerne være med til at gøre en forskel. De skal have opgaver og de skal værdsættes. Uden dem er det umuligt at drive en klub. VIGTIGT at der på alle niveauer er respekt for det arbejde, som gøres af de mange frivillige. Ulrik Wilbek var tidligere ansat på konsulentbasis i Brøndby IF, og fremhævede i den forbindelse de mange gode eksempler fra denne klub, hvor de mange frivillige gør en fantastisk indsats.
Værdierne
”Det er altid lettest på vej op” – alle vil være en del af succesen. Alle vil være der, hvor det sker. Går det ikke godt, så flygter folk og derfor er det vigtigt med værdier i en klub – Derfor skal der være klarhed over – ”Hvad er det man vil med håndbolden i TM Tønder?”
Skal det være en klub med fortrinsvis egne spillere, hvor der er fokus udvikling og at her er godt at være?
Skal det kun være resultaterne der tæller?
Skal TMT være kendt for at ”Brande” kommunen?
Skal klubben udstråle sammenhold og fællesskab?
Skal klubben være kendt for en sund økonomi?
Etc…..
Motivationsstrategier
Ulrik Wilbek vendte igen og igen tilbage til vigtigheden af at motivere. Det er enormt vigtigt, at der er nogle personer som går forrest. Både i forhold til spillerne, men også i forhold til omgivelserne. Selv fremhævede han nogle fokuspunkter, som har været med til at give succes for ham som træner:
- Aldrig to træninger som er ens – der skal være noget nyt indhold i træningerne:
- Holdet skal have egne spilmønstre – og ikke lade sig hoppe med på en trend omkring ting der ikke fungere for de spillere som er på holdet.
- Alle spillere i truppen skal i spil – ingen må være kegler. Intet er mere demoraliserende end at stå en hel træning som ”kegle” – fare for at unge mister interessen!
- Skabe realistiske målsætninger
- Humor og humør er utrolig vigtigt
- Skab sammenhold i klubben (og på holdet) både på og uden for banen
- Vi skal stå sammen, kæmpe for hinanden, ex SKAL man som spiller løbe hjem – det motiverer de øvrige og det viser at ”…man vil det her”
- Fælles indsats
Et meget inspirerende foredrag sluttede med spørgsmål fra tilhørerne. Der er grund til at give Ulrik Wilbek en stor tak for at komme med inputs fra en stor karriere i håndboldverdenen. Der var rigtig, rigtig mange ”guldkorn” som kan bruges i TM Tønder. Og mon ikke også at de mange erhvervsdrivende fik indspark til, hvordan man kan udvikle virksomheden.