En meget flot 1.halvleg af Jonas Wilde

Det var et nervøst TM Tønder der lagde ud med at lave nogle fejl. To straffekast begået de første to Nyborg angreb og nogle fejl i angrebet der gav kontramål. Således stod der 3-5 efter 10 minutter. Heldigvis stod forsvaret fint og Jonas Wilde tog godt fra i målet, så til trods for skud forbi, eller lige i maven på Nyborgkeeperen, fandt vi stille og roligt vejen tilbage i kampen. Nyborg lavede også en del fejl og efter 16 minutter kunne en særdeles velspillende Kasper Lydiksen score sit 3.mål og derved bringe TMT foran for første gang i kampen, til 8-7. Herfra førte TMT resten af kampen.
Jonas Wilde slog brædder for målet og holdt buret rent i 9 minutter, hvilket gav en 10-7 føring til TMT. Den blev forsvaret til halvlegsføringen på 13-10. Fornemmelsen i kroppen, var da også at Nyborg ikke havde hvad der skulle til at vende kampen. Dog kom Nyborg ind til 2.halvleg med nyt mod, men startede med at få en udvisning. TMT brændte det efterfølgende straffekast og tabte overtallet med 0-1.
SUS Nyborg nåede at få færten af pont ved 14-13, men så stemlede Mikkel Ebeling for alvor ind i kampen. Med tre mål i træk, gjorde han det til 19-15. SUS havde dog nemmere ved at komme til scoringer efter pausen, men Benjamin Holm var godt skydende efter pausen og Nyborg kom aldrig rigtig tæt på igen. To TMT udvisninger inden for et minut, omkring 10 minutter før tid, virkede lidt udødvendigt da der var styr på kampen, men vi vandt perioden 3-1.
Vi skal også fremhæve Teis Horn Rasmussen for solidt forsvarsarbejde. Han fik lagt mange parader og Nyborg havde svært ved at score ind over midten. Han krydrede sin indsats med at score til 28-23. I overtiden kunne Nyborg reducere på deres 6. straffekast, til slutstillingen 31-27.
Dermed er der 6 point ned til nærmeste forfølger og vi kan tage til Herning på søndag uden det store forventningspres, og spille helt frit mod HC Midtjylland.
















