Vi går benhårdt efter den mest optimale start

Nu begynder det for alvor. Opstarten er slut. De første uger med træningskampe, hårde træningspas, nye relationer på holdet og masser af arbejde i hallen er lagt bag os.
Nu er der endelig 2 point på spil, og det starter i Grindsted på lørdag. Vi åbner sæsonen mod liganedrykkerne fra Grindsted, og det bliver en hård en af slagsen. Grindsted udmærker sig specielt i 7:6, og har spillet det i flere sæsoner, hvilket betyder, at de er ekstremt dygtige til det. De spiller med en enorm tålmodighed og venter til den rigtige chance byder sig. Det kræver en tålmodig defensiv fra vores side, hvis vi skal have en mulighed for at kunne løse det.
Grindsted vil sandsynligvis gerne have en langsom kamp, hvor de kan spille 7:6, hvorimod vi ønsker det modsatte. Vi vil rigtig gerne løbe en masse og udnytte vores spidskompetencer. Samtidig har vi en stor bredde, og det betyder, at vi kan give den fuld gas i samtlige 60 minutter. Vi skal forsøge at insistere på, at det bliver en løbekamp, så kampen kan foregå på vores præmisser.
Vi tager til Grindsted med stor respekt for modstanderen, og vi anerkender måden, de har spillet op imod mange stærke ligaklubber i forrige sæson. Men vi har en stor tro på vores hold og vores koncept, så vi går til kampen med tro på egne evner, og vi vil gå benhårdt efter at få den mest optimale start på sæson 26/27.
God kamp!



