En stor tak til en rigtig klubmand.

En stor tak til en rigtig klubmand.

Når indeværende sæson er færdigspillet, skal TM Tønder Håndbold have ny træner til klubbens bedste herrehold. Nuværende cheftræner Michael Wollesen har kontraktudløb til sommeren 2023 og stopper herefter som cheftræner.

Da TM Tønder i december 2020 stoppede samarbejdet med den daværende cheftræner, overtog Michael Wollesen ansvaret for klubbens bedste herrehold. Michael var på dette tidspunkt udviklings- og talentchef i TM Tønder. Forud for dette har Michael tidligere været assistenttræner på klubbens 1. divisions herrehold, ligesom han har trænet ungdomshold på både drenge- og pigesiden med stor succes.

Klubbens sportschef Steen Thomsen, har således også kun rosende ord om Michael Wollesen:
”Michael tog over som cheftræner i en meget svær tid for klubben, hvor der var brug for stabilitet på cheftrænerposten. Det var også i en tid med Corona, så betingelserne i jobbet var vanskelige. Michael har løst opgaverne til meget stor tilfredshed, hvilket ikke mindst skyldes hans store håndboldfaglige viden, de meget gode personlige kompetencer som Michael besidder, samt hans seriøse, dedikerede og empatiske tilgang til opgaven og omgivelserne”.

Steen Thomsen har personligt været særdeles glad for samarbejdet med Michael Wollesen og fremhæver Michael ́s tilgang til og udvikling af spillerne på holdet og set up’et omkring holdet:
”Vores spillere har været inde i en meget positiv periode under Michaels ledelse. De har både individuelt og som hold rykket sig meget, og den store indsats som Michael har leveret i dagligdagen, har været af enorm betydning for, at vi i dag har et velfungerende hold og en god trup med dygtige unge spillere. Michael er indbegrebet af ordentlighed, og hans evne til at tale med alle i øjenhøjde har skabt respekt – både på og uden for banen. Michael er meget vellidt blandt alle i TM Tønder og han har på alle parametre mere end fuldtud levet op til forventningerne som cheftræner. Heldigvis fortsætter Michael det gode arbejde sæsonen ud. Ligesom vi håber på og ser frem til, at Michael forhåbentlig beslutter sig for også i fremtiden at ville bidrage til at fortsætte den gode udvikling af TM Tønder.”

Er der spørgsmål til ovenstående, bedes man kontakte, sportschef Steen Thomsen, mobil: 29 45 29 28

Klubben forventer at kunne præsentere en ny cheftræner i slutningen af den kommende uge.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
TM Tønder Håndbold Elite A/S