Fantastisk hvis vi kan fylde hallen igen!

Det vil være fantastisk, hvis vi igen kunne samle 1000-1200 mennesker i hallen og opleve den fantastiske stemning
Far og Søn Mortensen er projekt 26 partner

De to virksomheder SHR og THT drives af far og søn, der i årevis har støttet TMT

Jens og Morten Mortensen er far og søn og driver de to nabovirksomheder SHR og THT. De er Projekt 26 Partnere og har dermed forpligtet sig som sponsorer af klubben indtil 2026.

”Det er en gammel tradition for os, for vi har støttet klubben fra dag et. Det er vigtigt for os at bakke op om lokalsamfundet”, siger Jens Mortensen.

Sønnen Morten Mortensen er helt enig:

”Det er vigtigt for et område, at man helt fra barn af har noget at se op til og får mulighed for at færdes i et professionelt sportsligt miljø. Det at have et godt håndboldhold giver børn og unge nogen at se op til og noget at gå til. Samtidig får vi alle noget at samles om og det er vigtigt for fællesskabet. Det er jo skønt at se, hvor mange forskellige borgere, der kommer i hallen. Det er et fællesskab for alle; både unge og gamle, sportsnørder, Red Support fans og dem der kommer for en god oplevelse. Det er dejligt at opleve.”

Både Jens og Morten Mortensen husker tilbage til TMTs tid i ligaen, hvor Tønderhal 2 var proppet med mennesker ved hver eneste hjemmekamp.

”Nu er det klubbens mål at være tilbage i ligaen i 2026. Det vil være fantastisk, hvis vi igen kunne samle 1000-1200 mennesker i hallen og opleve den fantastiske stemning, hvor så mange mennesker bakker deres hold op for fuld udblæsning. Vi vil gøre vores til at nå dertil”, siger Jens Mortensen.

Men at nå det mål kræver noget helt bestemt:

”Det kræver både penge, en god træner og en masse frivillige. Vi har som partnere forpligtet os til fortsat at støtte med penge og glæder os til, at Tønder igen bliver et sted man kommer til for at se ligahåndbold”, siger Morten Mortensen.