Folkmann: Vi har mange drenge der rigtig gerne vil træne.

Efter tirsdagens kamp mod Sønderjyske, fik vi en lille snak med Lasse Folkmann, vores nye cheftræner. Og som noget nyt, står TM Tønder med to assistenttrænere, der hver har deres speciale, som de står for:
“Det er ikke nyt for mig, det har jeg prøvet før, i Fredericia, hvor jeg var den ene at to assistenttrænere. Så jeg er ikke helt ny i det, men jeg er meget bevidst om hvad det kan, såsom at man kan blive endnu dygtigere som trænerteam, at have nogen omkring sig, der er specialister i nogle specifikke områder”, lyder det fra cheftræneren.
Holdet har trænet i tre uger og Folkmann er godt tilfreds med hvad han ser:
“Det er nogle træningsivrige drenge. Jeg har egentligt prøvet at holde lidt igen, så de også kan træne om fire uger, men lige så snart de får lov, så giver de den gas. Jeg synes det ser fint ud, vi har mange drenge, der rigtig gerne vil træne”.
Og så fik holdet spillet deres første kamp. 1.halvleg mod Sønderjyske indeholdt alt hvad en første træningskamp, nu engang indeholder. Fine kombinationer, flotte mål, misforståelser og personlige fejl, og det fra begge holds side. Ved pausen var stillingen 16-15 til Sønderjyske:
“I 1.halvleg synes jeg egentlig at vi spiller godt. Vi dækker rigtig fornuftig op og Shaq står rigtig fint inde bagved. Jeg synes egentligt at vi lige så godt kunne have været foran med et mål ved pausen, men vi laver nogle børnefejl i nogle nemme situationer, hvor vi smider bolden væk. Men overordnet set er jeg meget tilfreds med 1.halvleg”.
TM Tønder kom skidt ind til 2.halvleg og kom relativt hurtigt bagud med 3-4 mål og den føring satte SE aldrig over styr igen. Vi spillede såmænd ganske okay, men brændte bare for meget på en fremragende Torsten Fries:
“Ja, i 2.halvleg, der scorer Sønderjyske også lidt på damp, og så brænder vi nogle store chancer på Torsten. Det var ikke fordi vi spillede dårligt, men der manglede alligevel en lille smule, mod et hold der jo også har nogle andre forudsætningerne end vi har” slutter Lasse Folkmann.
Sønderjyske – TM Tønder: 31-24 (16-15)



