Hård sæson slutter

Hård sæson slutter

En hård sæson slutter i Tønderhallerne, på lørdag klokken 16.00, når TM Tønder tager imod HC Odense. TM Tønder har overordnet spillet gode kampe, men har haft svært ved at vinde når det blev tæt til sidst. Der har nok lige manglet den sidste rutine, men vi har været med i alle kampene og med lidt held kunne vi sagtens have ligget højere i tabellen. I søndags gjorde diverse resultater så at det blev Odense og Vendsyssel der rykker ud, mens FIF og Roskilde fik forlænget sæsonen med kvalifikationskampe. Det har været en hård sæson, hvor man har kunnet tabe til alle, hvis man ikke var der 100%. Kun HC Midtjylland havde et så højt bundniveau, at de var suveræne i toppen.

HC Odense duftede morgenluft, da det så ud til at der kun blev to direkte nedrykkere. Da det så aller værst ud, hev de sejre hjem mod Vendsyssel, Grindsted og Roskilde, men til sidst rakte det ikke og de må en tur ned og vende i 2.division. Det må dog forventes at de hurtigt vender tilbage, kan de holde på deres grundstamme. Tidligere TMT spiller Jacob Lyck er for alvor begyndt at brænde banen af i Odense, især efter jul. Han er holdets topscorer med 119 mål. Deres stregspil voldte os store problemmer i den omvendte kamp, så det skal der også lukkes ned for. Lykkes det, slår vi Odense, som vi gjorde i en træningskamp i juleferien.

Efter nederlaget i den omvendte kamp må TM Tønder forventes at være lidt mere sultne efter pointene end Odense. Begge hold har jo i princippet ikke noget på spil, men TM Tønder kan dog spille sig op på 8.pladsen vist alt flasker sig og det var jo egentligt den overordnede målsætning, at holde seks hold bag sig. At TM Tønder endeligt kan spille mere frit på hjemmebanen, gør forhåbentligt at holdet kan få vist hjemmepublikum hvad de har i sig, så kom i hallen på lørdag, hvor der er kampstart klokken 16.00.

Der vil desuden blive sagt farvel til de fire spillere der stopper og til Sune Gren, så der er mange gode grunde til at møde op på lørdag. Vi ses, sammen er vi stærke.