Humle: Fedt at spille håndbold for tiden

Han er bare 21 år gammel og han er en af TM Tønders helt store profiler. Navnet er Simon Humlegaard, blandt venner bare Humle. Og Humle er i gang med en rivende udvikling i TM Tønder og han har endnu til gode at spille en dårlig, eller bare middelmådig kamp, i denne sæson. Man kan altid regne med en flot fight af Simon Humlegaard.
Søndag eftermiddag stod den på topkamp mod Rækker Mølle, en kamp som TM Tønder endte med at vinde 32-25. Men hvad var det, ifølge Simon Humlegaard, der var den store forskel på TM Tønder og Række Mølle, søndag eftermiddag:
“Jamen jeg ser et TM Tønder hold der kommer ud med en rigtig god attitude. Jeg ser et TM Tønder hold, der kommer ud med den her vinder gejst. Vi er rigtig mange på det her hold, der gerne vil vise vores publikum og vores fans, at vi er rigtig gode som hold. Vi møder en modstander der er rigtig dygtige til at spille syv mod seks, og de er rigtig gode til at spille bolden rundt og ind til deres stregspillere. Det gav os lidt modgang, men vi holder hovedet koldt og så får vi løbet med dem, og får dem også kørt trætte til sidst”.
Men en ting er holdet, noget andet er Simon Humlegaards egen præstation. Han er en af dem der går forrest i forsvaret, får tacklet godt af på rækkens topscorer, og så scorer han på de syv chancer han får:
“Først og fremmest synes jeg jo, at det er rigtig fedt at få en masse spilletid. Og så er det altså også bare fedt at have nogle holdkammerater der ser at jeg er fri på stregen, og bare sender bolden ind i hænderne på mig. Det er virkelig bare fedt at spille håndbold i TMT for tiden. Vi har et højt bundniveau fordi vi er gode som hold og fordi vi står sammen og bakker hindanden op, ikke kun i medgang, men også i modgang” slutter kampens spiller fra søndagens kamp, Simon Humlegaard.




