TM Tønders to nye fløjspillere roser både TM Tønder og virksomheden Hydro for at hjælpe dem med at komme i arbejde

Af: Anette Johnsen
Hydro ansætter to elitehåndboldspillere

Tønder Kommunes elitehåndboldklub TM Tønders to nye fløjspillere, 20-årige Silas Frank og 19-årige Villads Gram, er begge blevet ansat hos Hydro Precision Tubing. Ansættelserne sker efter dialog mellem virksomheden og TM Tønder.

”Det betyder virkelig meget for os, at klubben gør en stor indsats for at hjælpe os spillere med at få et job i Tønder, og det er fantastisk, at en virksomhed som Hydro er klar til at ansætte os på så fleksible vilkår, at vi kan passe vores træning samtidig. Det er afgørende for, at vi kan yde en indsats på håndboldbanen og samtidig få vores hverdag og økonomi til at hænge sammen,” fortæller de to nye TMT-spillere, der begge er flyttet til Tønder.

De to spillere er blevet ansat af produktionschef hos Hydro Precision Tubing Carina Schmidt, der glæder sig over de to nye medarbejdere.

”De er ansat på fleksible vilkår, så de kan passe deres håndboldtræning samtidig med, at de arbejder på halv tid hos os. Det betyder, at vi skal have opgaver, som kan løses uafhængigt af arbejdstiden, men det har vi også. De skal begge være med til at implementere et nyt målesystem og et nyt system for vores opskrifter på profiler. Det kan være svært at dedikere medarbejdere til denne type opgaver, men her får vi to nye unge medarbejdere med god energi og lyst til opgaven, så det er en rigtig god mulighed, og jeg er sikker på, at vi kommer godt i mål.”

Vil givet noget tilbage

Villads Gram kommer til TM Tønder fra Århus Håndbold, og Silas Frank er skiftet fra Skanderborg AGF. Ingen af TM Tønders elitespillere er ansat på fuldtidskontrakter og har derfor alle brug for et job.

”Det siger meget om klubben og om lokalområdets store opbakning, at vi får den her mulighed. Vi er klar over, at vores fleksible ansættelse kan være lidt besværlig for en virksomhed, så vi er helt klar til at gøre en indsats og give noget tilbage,” siger Villads Gram.

Hydro Precision Tubing og Hydro Extrusion har været sponsor for TM Tønder gennem mange år og har netop fornyet sponsoratet som Projekt 29-partner og dermed være med til at støtte klubben over en længere årrække.

”Det gør vi, fordi TM Tønder er en spydspids, der giver god omtale og sætter Tønder Kommune i et positivt lys. Klubben er lykkedes med sin satsning på at have et elitehold i toppen af dansk håndbold. Den position vil vi gerne bidrage til at gøre stærkere, og vi er nødt til at hjælpe hinanden, for vi har en fælles interesse i at gøre området tiltrækkende for gode medarbejdere og nye borgere,” siger direktør for Hydro Precision Tubing Ole Thisted.

Ikke et sponsorat

Ansættelsen af de to nye spillere skal ikke ses som en form for sponsorat:

”Vi vil gerne give spillerne muligheden for at få et job, der kan tilpasses deres håndboldtræning. Men det er ikke et sponsorat, for vi skal bestemt have noget igen. Det er jeg også sikker på, at vi får, for vi har gode erfaringer med at ansætte klubbens spillere. Vi har haft en del ansat, og vores erfaring er, at de tager målbevidstheden fra elitemiljøet med i arbejdet, er dygtige og bliver gode ambassadører for os. Og så håber vi selvfølgelig, at vi måske kan præge dem til at vælge en uddannelse og karriere i vores branche,” siger produktionsdirektør Ole Clausen.

Næstformand i TM Tønders bestyrelse Steen Silberg Thomsen glæder sig over virksomhedens store opbakning til klubben.

”Det er af stor betydning for vores mulighed for at tiltrække dygtige spillere, at områdets virksomheder er klar til at ansætte dem. Det har Hydro gjort ved flere lejlighede, og det sætter vi stor pris på, ligesom virksomhedens partnerskab i forhold til Projekt 29 har stor betydning for klubbens udviklingsmuligheder. Uden virksomheder som Hydro og andre gode partnere ville det ikke være muligt at have et håndboldhold på eliteniveau i Tønder,” siger Steen Silberg Thomsen.

Silas og Villads glæder sig til at få en hverdag med arbejde i virksomheden:

”Det bliver godt at få et fællesskab og nogle kontakter uden for håndboldmiljøet. Vi bruger virkelig meget tid på håndbolden, så arbejdet og de nye kolleger kan også være en form for frirum, hvor vi får nye input og dermed en mere balanceret hverdag,” siger Silas Frank.