PARTNER 26: KLUBBENS ENGAGEMENT I HELE KOMMUNEN ER AFGØRENDE

Jørgen Hansen er Projekt 26 Partner
Jørgen Hansen Biler A/S er en af klubbens Projekt 26 Partnere, og har forpligtet sig som sponsor i tre år. Indehaver Jørgen Hansen var egentlig stoppet som klubbens sponsor, men besluttede sig alligevel for at blive partner:
“Jeg stoppede i sin tid mit sponsorat, fordi jeg dengang oplevede, at klubben udelukkende havde fokus på Tønder by. Men klubbens nye langsigtede strategi har fokus på hele kommunen, så jeg blev sponsor igen,” fortæller Jørgen Hansen, der nævner træning og træningskampe i haller i hele kommunen som eksempel på dette fokus.
Samtidig betegner Jørgen Hansen klubbens strategi for spændende:
“Klubbens 2026-plan er langsigtet og beskriver udviklingen skridt for skridt. Selv om planen er ambitiøs, så er den også realistisk – og det sætter jeg stor pris på. Det er ikke afgørende for mig om målet nås i 2026 eller senere, for ligesom i en virksomhed kan en plan forsinkes. Det vigtigste er, at vi har et elitehold i kommunen – om det er i 1. division eller i ligaen, er ikke så afgørende for mig.”
Eliteholdet har både betydning for områdets unge og for erhvervslivet:
“Det er betydningsfuldt for alle, at vi har noget at samles om, og noget der kan trække folk til og give Tønder Kommune positiv omtale. Det smitter af på os alle,” oplever Jørgen Hansen.
Jørgen Hansen Biler beskæftiger 25 medarbejdere og ligger hvert år i Top 5 over de bedst sælgende KIA-forhandlere:
“Selv om vi er et lokalt firma, så er vi regionale og er gode til markedsføring. Samtidig lægger vi vægt på, at det skal være hyggeligt at komme her, og folk skal føle sig hjemme, så kunderne kan godt møde mig i træsko og også altid hilse på min hund Kia, der er med mig på arbejde,” siger Jørgen Hansen, der udover TM Tønder støtter mange andre lokale initiativer, blandt andet speedway og ishockey.
“Uden gode tilbud inden for kultur og sport, så har vi ingenting. Det er afgørende for trivsel og bosætning, at nogen tager initiativ – og det støtter vi op om. Det giver også nogle gode ambassadører for både min virksomhed og hele området,” siger Jørgen Hansen.
Der er halvandet år tilbage af sponsorkontrakten med TM Tønder – hvad med fremtiden?
“Om TMT kommer i ligaen er ikke afgørende for mig, men det er helt afgørende, at klubben fortsat har fokus på hele kommunen. Uden det er jeg ikke sponsor,” slår Jørgen Hansen fast.