Pressemeddelse: TM Tønder Håndbold Elite

Kasper Knudsen stopper efter tre sæsoner i TM Tønder.
TM Tønders Kasper Knudsen, har af private årsager valgt at stoppe i klubben ved udgangen af indeværende sæson. Kasper Knudsen kom til TM Tønder fra Skovbakken IK forud for sæsonen 2023/2024 og har, når han har været skadesfri, været en markant profil – både på og uden for banen. I løbet af sine tre sæsoner i klubben viste han ved flere lejligheder, at han var en af rækkens stærkeste forsvarsspillere, hvorfor han har været en central figur i holdets defensiv.
Sportschef Steen Thomsen sætter ord på betydningen af Kasper Knudsens indsats:
”Kasper har gjort en flot og markant indsats i TM Tønder. Fra første dag har han bidraget med sine kompetencer – både på og uden for banen. Han har udviklet sig til en af rækkens absolut bedste forsvarsspillere, hvor hans fysik, spilforståelse og kommunikationsevner har været afgørende for vores forsvarsspil. Hertil kommer, at hans indstilling og holdning til håndboldspillet har været eksemplarisk.
Som person er Kasper højt respekteret og værdsat, hvilket har gjort ham til et naturligt samlingspunkt i truppen. Derfor var det også oplagt, at han – sammen med Rune Schrøder – blev udpeget som viceanfører, ligesom Kasper sammen med Kenneth påtog sig assistenttræneropgaven, da det blev aktuelt.
Desværre blev Kasper allerede i forrige sæsoner ramt af skader, der holdt ham ude af holdet, ligesom han i år meget tidligt i sæsonen blev ramt af en korsbåndsskade. Det har betydet, at Kasper i længere perioder har været ukampdygtigt. Selv i disse vanskelige perioder har Kaspers indstilling til tingene ikke ændret sig, han har genoptrænet hårdt og målrettet med henblik på at vende tilbage til håndbolden, ligesom han har bidraget på alle tænkelige måder uden for banen. Vi havde gerne set, at han var vendt tilbage i den røde TM Tønder trøje i den kommende sæson. Men private prioriteringer har desværre medført, at Kasper forlader os.
Vi håber for Kasper, at hans skadeshistorik ophører nu, så han kan vende tilbage til håndbolden for fuld kraft og med det engagement og dedikation, vi ved han besidder. Derfor skal der lyde en meget stor tak for den store indsats i den ”røde trøje” og alt det bedste i de videre karriere.”
Kasper Knudsen udtaler selv:
”Først vil jeg gerne sige tak for mine år i klubben – år, som har været med til at forme mig til en mere professionel spiller, der tager ansvar både på og uden for banen. Det er noget, jeg vil tage med mig videre både som menneske og som spiller.
Jeg vil også gerne takke for den store opbakning, jeg har oplevet fra fansene – både da jeg spillede, men især under mine skadesperioder. Her har jeg virkelig mærket en oprigtig støtte og et ønske om, at jeg skulle komme stærkt tilbage.
Desværre bliver denne sæson min sidste i TM Tønder. Det føles som det rigtige tidspunkt at vende hjem til familie og venner – ikke mindst efter en længere periode væk fra banen på grund af skader. Det er dog ikke et farvel til håndbold, men begyndelsen på et nyt kapitel et andet sted. Selvom det ikke er blevet til så mange kampe, som jeg havde håbet på, vil jeg se tilbage på min tid i klubben og byen som en rigtig god periode. Jeg kommer uden tvivl til at savne at spille i Tønder Hal 2 med Red Support i ryggen.”
For yderligere information:
Steen Thomsen
Sportschef, TM Tønder Håndbold
Mobil: 29 45 29 28



