Lars Krarup: Vi bevarede roen

Lars Krarup: Vi bevarede roen

Som tilskuer var man lidt fortvivlet, da Odder ud af nærmest ingenting, vendte billedet og bragte sig foran med fem mål, midt i første halvleg. Cheftræner Lars Krarup fik dog løst problemerne med en timeout og efter kampen fortalte han, hvad han synes problemet var:

“Jeg synes at vi begynder at spille sidelæns i stedet for at gå mere direkte på mål. Det er jeg lidt uforstående over for, for jeg synes egentlig at mulighederne er der. Vi starter jo kampen med at gå direkte mod mål, men det vælger vi så at stoppe med, og begynder at lave tekniske fejl, så de kan løbe kontra mod os. Det er noget vi har snakket om, det her kaos håndbold, de gerne vil spille. Det skulle vi se om vi kunne undgå mest muligt, og jeg synes jo at selv om vi kommer bagud, har vi godt styr på det, når vi står nede i forsvaret. De får så lige slået det her hul på vore egne fejl og så var det bare sådan en kamp på minus 2, minus 3, halvlegen ud, afsluttet med det her fantastiske mål af Knudsen”.

Og mens Lars Krarup havde fået stoppet blødningen i sin timeout, så skulle der lægges en plan for 2.halvleg i pausen:

“Efter pausen kommer vi med et rigtig fint udtryk, men får ikke lige ramt de her kontramål, vi gerne ville. Vi kommer hjem og står defensivt og får givet Meyer den nødvendige hjælp. Og Meyer står jo en rigtig fin kamp og lukker kun 10 mål ind i 2.halvleg. Alt i alt blev det som vi havde forberedt os på, sådan en kaoskamp, som ikke var lige kønt hele tiden. Til gengæld var det vigtigt at vi hele tiden bevarede roen, både på og uden for banen, og fandt vores spil i det her kaos. Det synes jeg at vi gjorde i 2.halvleg og jeg synes også at det er fuldt fortjent at det er os der vinder kampen til sidst”.