LOVENDE STABILITET

LOVENDE STABILITET

I aften, fredag mødes truppen, der skal udgøre hele Tønder Kommunes elitehold til næste sæson. Og da der er flere gengangere på holdet end tidligere, er der lagt op til større stabilitet og kontinuitet i den kommende sæson for håndboldklubbens 1. divisionshold end tidligere.

TM Tønder har hele 12 gengangere på holdet, når den nye sæson fløjtes i gang efter sommerpausen.  Tidligere år har klubben måttet tage afsked med helt op til ti spillere ved sæsonens slutning og dermed begynde den nye sæson med noget, der har lignet et helt nyt hold. Denne gang fortsætter 12 spillere på holdet. Spillere, der allerede kender hinanden og tilmed har erfaring med at spille sammen.

”Det betyder meget at have en base af dygtige spillere, som vi kan bygge videre på og supplere med nye kræfter udefra. Det kan forhåbentligt højne vores bundniveau og mindske de udsving, der er har været i præstationerne den forgangne sæson. Det skulle også gerne give os en bedre start på sæsonen, når holdet kender hinanden”, siger træner Michael Wollesen.

Ud over de 12 velkendte spillere har TM Tønder tegnet kontrakt med fem nye spillere; målmand Andreas Ejlersen og stregspiller Tobias Balsby fra Ajax Håndbold, højre back Livio Klausen og venstre back og playmaker Mathias Nikolajsen fra BSH, samt venstre fløj Victor Bergholt fra Mors-Thy Håndbold, ligesom klubben har skrevet kontrakt med to af klubbens egne spillere fra U19-holdet, Troels Clausen og Rune Thuskjær Schmidt. De to sidstnævnte har dog allerede været en del af træningsmiljøet igennem den nu afsluttede sæson, og har tilmed været i kamp for 1.
divisionsholdet.

”Vi har nu et rigtig godt udgangspunkt for den kommende sæson. Vi mangler fortsat at finde en stregspiller efter Mikkel Damgaards farvel. Det arbejde er vi fortsat i gang med, og jeg er sikker på, at vi også kommer godt i hus der”, siger TMT’s direktør Kim Wittenkamp.

Spillerne mødes i aften, hvor de skal igennem et træningspas, hvor der vil være fokus på styrketræning og at få trænet i hallen. Lørdag formiddag skal sæsonen 21/22 blandt andet evalueres, og der afsluttes med en social aktivitet, hvorefter der bliver sagt god ferie og på gensyn i uge 30.

”Formålet med weekenden er i første omgang, at spillerne får mødt hinanden og teamet bag holdet. Derefter skal vi i gang med arbejdet op til den nye sæson. En opgave jeg glæder mig meget til,” siger Michael Wollesen.

Venstrefløjen Sjürdur Olsen vil ikke være at finde på det nye hold. Han og klubben har efter gensidig aftale ophævet kontrakten for den kommende sæson. Klubben takker Sjürdur for indsatsen i den forgangne sæson og ønsker ham alt godt i fremtiden.

DE 12 GENGANGERE: 
Målmænd: Jonas Wilde, Emil Mathiasen
Playmakere: Kristoffer Vestergaard, Casper Madsen og Rune Schmidt
Venstre back: Andreas Hylleberg, Troels Clausen
Højre back: Thomas Clausen
Venstre fløj: Jesper Redlefsen
Højre fløj: Jaris Tobeler, Anton Filtenborg
Stregspiller: Rune Hinrichsen