Meyer Ejlersen piller Odder ned

Meyer Ejlersen piller Odder ned

TM Tønder kom godt fra start og bragte sig foran 4-1 efter fem minutter, med fire forskellige målscorer. Odder hang dog på og kunne reducere til 6-5 midt i første halvleg. Der blev begået nogle alvorlige tekniske fejl af TMT, men antallet af tekniske fejl var dog større hos Odder, der slet ikke kunne finde på løsninger mod TM Tønders stærke forsvar. Når de så kom til skud var Andreas Meyer Ejlersen en sikker sidste skanse og han var grunden til at de tekniske fejl vi lavede i angrebet ikke blev straffet. TM Tønder bragte sig foran 10-6 og ved pausen stod der 12-8.

Efter pausen fortsatte det stærke TMT forsvar og Mejer Ejlersen hev den ene klasseredning op af hatten efter den anden. Odder vidste ikke deres levende råd og efter 10 minutter kunne Mathias Nikolajsen gøre det til 18-9. TMT havde således vundet de første 10 minutter med 6-1 og intet syntes at kunne gå galt. Det gjorde det heller ikke og TMT kom på 19-10 og da Jonas Wilde efter 50 minutter kom ind til et straffekast, kunne han næsten kun redde det, hvilket han selvfølgelig gjorde. Odder var brudt sammen og lavede alt for mange fejl og så kunne Troels Clausen gøre det til 27-16. Kampen sluttede 27-17 og Andreas Meyer Ejlersen kunne lade sig hylde som kampens spiller med 21 reninger, en redningsprocent på 55. Imponerende indsats af både ham og forsvaret.

Viktor Bergholt: 6

Casper Madsen: 3

Livio Klausen: 3

Mathias Nikolajsen: 3

Kristoffer Vestergaard: 3

Anton Filtenborg: 3

Troels Clausen: 2

Tobias Balsby: 2

Jesper Redlefsen: 1

Rune Hinrichsen: 1