Mandfolkepræstation i Rækker Mølle.

Perfekt 2.halvleg gav storsejr

Når Magnus Siim og Mathias Nikolajsen rammer dagen, så vinder TM Tønder. De var langt fra de eneste, der blev kæmpet og fightet, så det var en fornøjelse at se på. Alle bød ind, men Magnus og Mathias får på sådan en dag, det hele til at se så nemt ud, godt hjulpet af et fremragende forsvar.

Det var ellers en offensiv fejlstart af holdet, der ikke kunne få bolden forbi Rækker Mølles keeper. 4-1 efter syv minutter og den føring blev holdt via 7-4 efter 13 minutters spil. Andreas Meyer var sagesløs inde i målet, når forsvaret ikke nåede på plads og der var ikke andet at gøre end at skifte keeper. Magnus Siim startede med et par redninger og vi kom på 7-6. Carl Søndergaard kom ind for at stabilisere forsvaret og Mathias Nikolajsen kom ind og lagde ud med tre scoringer. Mål blev der i det hele taget scoret nok af, resten af 1.halvleg, og vi var konstant bagud med et mål eller to. Flere muligheder for at få udlignet blev misbrugt og først efter 28 minutter fik vi kontakt, da Carl Søndergaard sendte bolden i tomt mål til 15-15. Halvlegsresultatet på 16-17 kunne vi være særdeles tilfredse med og 16 TMT mål i de sidste 22 minutter var bestemt også godkendt.

Efter pausen var det et TMT hold med et helt andet udtryk. Hjemmeholdet fik bragt sig foran 19-18, men så blev der også lukke af. Magnus Kronborg, der havde scoret syv gange før pausen, kom der styr på, forsvaret stod ganske enkelt eminent og det samme gjorde Magnus Siim, der også fik rigtig meget hjælp af førnævnte forsvar. Fem TMT mål i træk, alle sat ind af Rune Schrøder og Kasper Skov, sendte TMT på vinderkurs. Yderligere fire fløjmål var billedet af en fantastisk defensiv, hvor Rækker Mølle til trods for syv mod seks spillet, slet ikke kunne finde løsninger. Mathias Nikolajsen kunne de slet ikke styre. Tre mål af ham og et af Malte Pedersen var også billedet af at Rækker Mølle havde mistet troen og TMT kunne bringe sig foran med 10 mål. Anton Filtenborg lukkede og slukkede med sit mål til resultatet 23-33.

Et slutresultat der skyldtes at vi i 1.halvleg kæmpede os tilbage, trods problemer og så denne her fantastiske 2.halvleg, men også at vi spillede bredt og hele tiden havde kræfter og overskud, som hjemmeholdet tydeligvis ikke havde til sidst. Og så var TMT Red Support bare formidable. De styrede fuldstændig hallen, godt hjulpet af friske drenge fra U13 og U15. Det er sådan en aften, hvor “sammen er vi stærke” står bøjet i neon.