Pressemeddelelse TM Tønder Håndbold Elite A/S

Rune Schrøder forlænger

TM Tønder har forlænget aftalen med klubbens anfører Rune Schrøder, således Rune nu er i klubben til og med som minimum sæson 2025/2026.

Det er meget glædeligt at kunne offentliggøre, at klubben allerede på nuværende tidspunkt, har forlænget aftalen med en af holdets store profiler, anfører Rune Schrøder.

Rune havde indtil han blev 23 år altid spillet i Møgeltønder UIF og senere TM Tønder. Herefter spillede han to sæsoner i Fredericia HK, hvor han var med til at spille klubben i ligaen. Efterfølgende var der to succesrige sæsoner i Sverige hos IK Sävehof, hvor han blev såvel svensk mester som pokalvinder. I sæson 2022/2023 var Rune at finde i den stærke franske liga, men op til denne sæson kom Rune hjem til TM Tønder på en 2-årig kontrakt.

Forlængelsen med anføreren er – ifølge sportschef Steen Thomsen – af meget stor betydning:

”Vi var meget glade, da det lykkes at hente Rune hjem til Tønder op til denne sæson. Han er – trods hans unge alder – en spiller der har stor erfaring og besidder mange kvaliteter – både som spiller og person. Og samtidig er Rune ikke mindst en spiller med en stærk lokal forankring såvel sportsligt som privat.
I indeværende sæson har han – både på og uden for banen – været en central og meget vigtig brik på vores bedste mandskab. Ud over at han er klubbens topscorer, så laver han mange assist og er en habil forsvarsspiller. Hertil kommer, at Rune har en stor og vigtig rolle som holdets anfører. En opgave som han virkelig har taget på sig og som han har udviklet sig i.
Derfor er Rune også en vigtig og central person i forhold til det, der sker uden for banen. Derfor er det også meget glædeligt, at vi allerede på nuværende tidspunkt har forlænget aftalen med Rune. En aftale der betyder, at vi fortsat har Rune i TM Tønder frem til minimum sæson 2025/2026 og samtidig har vi haft et ønske om at sende et meget klart signal til vore fans, sponsorer og andre interesserede om, at vi mener det seriøst med vore sportslige målsætninger for fremtiden og projekt 26. I den forbindelse vil vi fra klubbens side gerne rette en særlig tak til vore trofaste sponsorer fra PTI NYBOLIG TØNDER og SB BILER, der med deres ekstraordinære støtte, har muliggjort at forlænge kontrakten med Rune. Rune har i Vores optik det rigtige DNA og så besidder han egenskaber og kompetencer, som vi vægter højt. Samtidig er Rune en kulturbærer som vores yngre spillere kan lære meget af, ligesom han gerne tager ansvaret når kampene skal afgøres. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde”

TM Tønders nummer 64, Rune Schrøder, er begejstret for at være i TM Tønder og glæder sig til at fortsætte i den røde trøje:

”Jeg har valgt, at forlænge min aftale med TM Tønder, da jeg synes det er et vildt fedt projekt vi har gang i. Jeg og holdet har store drømme omkring fremtiden, og det er nogle ambitioner jeg rigtig gerne vil være en del af. Samtidig skal det ikke være nogen hemmelighed, at beslutningen om at forlænge også er truffet med ”hjertet”. TM Tønder, den lokale opbakning og området generelt har haft stor betydning for min beslutning om at forblive i ”min klub”.

Der skulle ikke mange snakke med Steen og Lars til, før jeg var “overtalt”. Den lå lige til højrebenet for mig, og jeg har svært ved at se mig andre steder på nuværende tidspunkt, end lige nøjagtig i TM Tønder. Jeg har en stor tro på klubben og mine holdkammerater, om at vi kommer til at indfri vores mål. Jeg glæder mig til at være en del af projektet frem til minimum 2026”.

Er der spørgsmål til forlængelsen med Rune Schrøder, så bedes man kontakte sportschef Steen Thomsen på mobil 29 45 29 28

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
TM Tønder Håndbold.