vi skal gå til opgaven på søndag med ydmyghed og respekt

Schrøder: Alle kampe er sværre

Af Rune Schrøder

Det blev en fed tur hjem i bussen.

Det blev en fantastisk udebanetur til Maribo, der resulterede i to fortjente point til os og det talstærke TMT Redsupport, der havde taget den lange tur. Det er naturligvis noget mere overskueligt at skulle forsøge at vinde en håndboldkamp, når vi har en keeper som Shaq, der bliver noteret for 25 redninger. En fuldkommen klassepræstation af ham sammen med en stærk defensiv.

Vi var top-tændte, og vi satte os fysisk på kampen fra starten. Det var sgu en fornøjelse at være på banen i Maribo, hvor man kunne se i alles øjne, at de bare var klar, og at de ville gå langt for en sejr. Det blev der i den grad også gjort. Det er ikke hverdagskost at tage en sejr på deres hjemmebane, men jeg synes, vi kommer hjem med en fortjent sejr, da vi fører fra start til slut. Vi har enkelte små udfald, hvor kampen bliver lidt tæt, men vi viser en stærk ro og går ikke i panik. Det er stærkt medvirkende til sejren.

Vi er modnet som hold, og det vil gavne os i løbet af en lang sæson. Der var mange stærke præstationer. Axel Larsen tog formidabelt over for Lucas Rehfus, der desværre var syg. Axel spillede virkelig godt i defensiven sammen med skiftende partnere i Humlegaard og Balsby. Samtidig skal Villads Gram have ros for at sætte særdeles vigtige scoringer ind i slutningen af kampen.
Det blev en fed tur hjem i bussen, hvor der var masser af grin og smil. Det har givet os selvtillid, og nu skal vi forsøge at tage to point på hjemmebane mod oprykkerne fra AGF.

Alle kampe er svære på hver deres måde, og vi skal gå til opgaven på søndag med ydmyghed og respekt, men også med visheden om, at vi er favoritter, og at vi skal vinde. Vi ser frem til søndag.

God kamp!