Skovbakken besejret i Tønderhal 2

Sikker hjemmesejr

Først og fremmest blev der sagt farvel til de to dejlige drenge, Livio Klausen og Anton Filtenborg, der nu skal ud og prøve kræfter med andre ting, og i andre klubber. Begge vil blive savnet, men held og lykke med jeres videre færd derude.

Og så lignede det en klassisk fejlstart, da TM Tønder efter seks minutter var bagud 0-3. Det var ikke fordi vi manglede chancer, men Mads Hviid i Århusmålet pillede bare boldene. Mathias Nikolajsen og de to fløje fik dog skudt hul på keeperen og vi fik reduceret til 4-5. Fra 4-6 fik forsvaret og Meyer for alvor fat og på syv minutter med seks TMT scoringer i træk, kunne TMT bringe sig foran med 10-6.  Skovbakken kaldte til timeout og gik i syv mod seks. Det gav to mål, men også fire TMT scoringer i tomt net, så 10-6 blev til 14-8. Skovbakken scorede et enkelt på straffe og ved pausen var stillingen 15-9.

Skovbakken kom stærkt ind til 2.halvleg med to hurtige mål, inden Rune Schrøder og en stærk spillende Malte Pedersen, gjorde det til 20-13. Stille og roligt begyndte Lars Krarup at give spilletid til dem der har siddet mest på bænken og Nicolai Snogdal startede med at sende bolden i mål to gange på 34 sekunder. Sune Skovsen var godt skydende fra højre back og Anton Filtenborg sendte bolden i mål til 34-24, inden Skovbakken fik lov til at score de tre sidste til slutstillingen 34-27.

En fin hjemmekamp, ikke en der går over i historien, men det var nok til at slå et ramt Skovbakken hold, ganske sikkert endda. Det var dejligt at se bredden blive brugt, og få tillid af træneren, til trods for at langtfra alt lykkedes. På torsdag drager vi til Århus, der lige som os har 32 point. Der spilles om hvem der skal slutte seks og hvem der skal slutte syv, så mest af alt, egentlig bare om sejren.

Andreas Meyer Ejlersen blev kåret til kampens spiller i hård konkurence med Anton Filtenborg, Malte Pedersen og Kasper Knudsen. og så havde et par fans broderet et flot holdbillede til Casper Madsen. Så alt i alt en fin dag på kontoret.