Spændende søndag venter i Fanzonen

Spændende søndag venter i Fanzonen

På søndag går det løs igen, når Tønderhal 2 slår dørene op til hjemmekampen mod Malte Schnoor og Køge Håndbold, klokken 15.00. Men så længe kan vi slet ikke vente, for allerede klokken 13.45 slår vi dørene op i Fanzonen med et rigtigt lækkert program.

Og vi giver den fuld gas i fanzonen, lige fra første minut, hvor vi får besøg af de to MUIF’er Rune Hoyer Schrøder og Troels Schultz Clausen. Og mon ikke vi skal have en lille snak med Rune om hans eventyr i Fredericia, med hvem han spillede som udehold i Tønderhal 2. Og så skal vi da også lige høre om Rune’s ophold i Sverige og Frankrig, og om comeback’et i TMT trøjen. Troels Clausen er jo selvstændig og han kan jo nok fortælle lidt om sit firma og vi vil spørge ind til hvad han kan gøre for at få mere spilletid på førsteholdet, for det skal jo nok komme, men lige nu skal der jo nok lidt tålmodighed til.

Vi skal lige have lidt optakt til Køge fra de to MUIF drenge, inden de slipper og så kigger Kim tilbage på den seneste kamp og analyserer hvad der var godt og hvad der var mindre godt. Vi skal også lige se på hvad Køge er for en størelse og de har jo tidligere TMT bagspiller Malte Schnoor og nogle tidligere TSØ spillere på holdkortet.

Sportschef Steen Thomsen kigger ind og det skal nok blive rigtig spændende. Hvordan har han lokket spillere til at flytte fra Århus til Tønder og hvad har han kigget på, da han skulle sammensætte truppen, kunne være nogle af de interresante spørgsmål som vi gerne ville have svar på. Vi tror at Steen kan fortælle rigtig meget, som vi ikke rigtigt ved noget om. Så kig ind i fanzonen og hør hvad Steen har at fortælle.

Endeligt skal vi jo også i hallen og spille om pointene. Køge Håndbold er oprykkere og har egentlig spillet rigtig mange fine kampe. Langt hen af vejen har de spillet lige op med de fleste, men har lige manglet det sidste, de sidste 15 minutter i kampene. Derfor er det kun blevet til de to point de fik i hjemmesejren over ESV (31-29). Langt de fleste af Køges kampe hidtil, har været mod midt og bundholdene. Ser vi på den nuværende stilling, er HCM det eneste top 6 hold de har mødt, så det er et pointsultent hold, der skal præstere mod topholdene, vi skal op imod.

TM Tønder har spillet rigtig godt på det seneste og nederlaget til HCM er ingen skam. Vores bundniveau bliver højere og højere for hver kamp og der er ingen grund til at tro at vi ikke kan nå top 5 i denne sæson. Mulighederne er der, men det kræver også at holdet præsterer mod et hold som Køge, som vi skal kunne slå, både ude og hjemme.