TM Tønder jagter 5.sejr på stribe

TM Tønder jagter 5.sejr på stribe

Midtjylland, Århus, Rækker Mølle og Odder har alle måttet se TM Tønder tage begge point og på søndag kan TM Tønder således vinde for 5.gang i træk, hvis det bliver til to point mod Køge Håndbold på søndag klokken 15.00 i Tønderhal 2.

Køge er til trods for at det blot er blevet til 6 point i de første 9 kampe, et hold som vi er nødt til at have respekt for. De taber ofte deres kampe, med blot 2-3 mål, så det er tætte kampe og på et tidspunkt tipper det også Køges vej i disse kampe. Truppen ser rigtig fin ud og der er gode chancer for at de kan undgå nedrykning. De mangler dog stadig at tage en af de store skalpe og det skal vi så sørge for at de stadig mangler, efter søndagens kamp i Tønderhal 2.

TM Tønder skal sørge for, relativt hurtigt at få sat sig på kampen, så Køge ikke lugter blod. Udslagsgivende bliver igen vores fantastiske bredde og vores stærke defensiv. Det er det vi vinder kampe på og det er en stor styrke. Vores fysik ses måske ikke hos et eneste af de øvrige hold i rækken og vores etablerede angrebsspil er også ved at sidde, lige i skabet. Disse ting gør at både vores bundniveau, men sandelig også vores topniveau, er ualmindeligt stærkt.

Sidst, men så sandelig ikke mindst, så fortjener vores trænerduo, Rasmus Thiemer-Jensen og Kenneth Bach Hansen store roser. De har virkelig forstået at få det maksimale ud af holdet, men også ud af hver enkelt spiller. Det er godt gået af det unge trænerpar, som virkelig fremstår som et “trænerpar” der løser tingene sammen.