TM Tønder slider Rækker Mølle op

To stærkt kæmpende forsvar stod over hinanden i Tønderhal 2, søndag eftermiddag. Og det var TM Tønder der i første omgang havde føringerne. Og mens der var stor bredde i målscorerne hos TMT, så var Rækker Mølles stærkeste våben, deres stregspil. Da Carl Søndergaard med sit første mål bragte Rækker Mølle foran 5-6, var det således deres stregmål nummer fire. Der var fint styr på at få lukket ned for Magnus Kronborg, men det gav lidt plads til Jonas Hermansen, der med to mål i streg, kunne sende Rækker Mølle foran 11-8. Og selv om Briese havde stået godt, så var det nu Shaq, der var kommet ind. Samtidig gik vi i syv mod seks, da Loke Brasen havde det alt for nemt i målet hos Rækker Mølle.
Disse to ændringer skulle vise sig at være en god ide. Shaq var en levende mur mellem stængerne og det gav en række nemme mål. Syv mod seks spillet sad også lige i skabet og TMT fik vendt scoringen fra 8-11 til 14-11, med en fantastisk energi, samt troen på eget koncept. Begge hold scorede en gang yderligere, så TMT kunne gå til pause med en 15-12 føring, efter en første halvleg, der havde slidt godt på resourcerne hos Rækker Mølle, der måtte arbejde benhårdt for sine scoringer.
Rækker Mølles to strege, Lasse Dohm og Carl Søndergaard srtede 2.halvleg med en scoring hver, og disse blev fulgt op med to TMT scoringer af altid hårdt arbejdende Simon Humlegaard. Magnus Kronborg brændte et straffekast på Shaq og derfra sad TM Tønder på kampen. Mens gæsterne spillede ret smalt, kunne TMT hele tiden skifte ud, og havde bare mere energi i overskud. Der blev hele tiden øget på måltavlen. 20-16, 23-17 og 28-20, TM Tønder var i kontrol. De der ikke havde spillet så meget kom på banen for TMT, lige som Rækker Mølle satte de unge spillere ind, som gjorde det rigtig fint og fik sat noget tempo. Løbet var dog kørt, TMT havde slidt deres gæster op og kunne sætte en sikker sejr på 32-25 på kontoen.
Tak til de 420 tilskuere, der sammen med TMT Red Support leverede en sublim indsats på sidelinien.



