TM Tønder taber til Århusiansk syv mod seks

TM Tønder taber til Århusiansk syv mod seks

Der var en klar plan fra Århus, så det ud til, at der skulle spilles en masse syv mod seks, og så skulle forsvaret stå fladt og bevægeligt, for at få stoppet TM Tønders gennembrudsspillere. Og da Rune Schrøder havde fået en forstrækning og ikke kunne spille, så manglede vi skudstyrke udefra.

Vi kom dog hurtigt foran med 3-1 og så var det at Århus gik i syv mod seks. Og det gjorde de rigtig godt. De fik gang i scoringerne og et kvarter senere var 1-3 blevet til 11-4, vi kunne slet ikke finde løsninger i angrebet, og når vi gjorde stod Kristoffer Laursen i vejen. TM Tønder gik også i syv mod seks og et sandt comeback blev sat i værk. TM Tønder fik reduceret til 11-9 og havde det ikke været for nogle fine redninger af Laursen så havde pausestillingen ikke været 14-12.

TM Tønder og Århus spillede en meget mere lige 2.halvleg, i hvert fald i den første del. Vi kom bare ikke rigtigt tættere på, da Århus, stadig i syv mod seks, havde for let ved at score. Vi straffede dog deres spil uden keeper med flere scoringer i det tomme mål, bl.a. med to scoringer af Magnus Siim. Halvvejs ind i 2.halvleg begyndte trætheden dog at melde sig, sammen med nogle kendelser der ikke gik vores vej, og så stak Århus af og endte med en alt for stor sejr på 32-23.