TM Tønder taber til stærkt Skjern mandskab

TM Tønder taber til Skjern

TM Tønder skulle fredag aften op imod et stærkt Skjern Håndbold, som har vist enorm styrke i træningskampene op til pokalkampen i Løgumkloster. Bl.a. har de tabt med blot 3 mål mod Aalborg og slået mægtige Paris SG med 6 mål. To resultater der indgyder respekt. Alligevel havde vi troen på at de måske kunne undervurdere os lidt, så kampen kunne blive tæt.

Men foran 650 tilskuere i Løgumkloster, viste Skjern ingen nåde, de var top klar fra start og selv om stillingen var 2-2 efter 6 minutter, så blev det hurtigt klart at der er forskel på den gode ende af ligaen og den gode ende af 1.division. Med fem mål på fem minutter kom der til at stå 2-7 på tavlen og Folkmann trykkede på timeoutknappen. Forsvaret blev mere stabilt og Skjern scorede ikke i fem minutter. Desværre scorede vi kun et mål i den periode, for når Skjern havde offensive kvaler, så lukkede de bare af bagude. Resten af halvlegen var vi bagud med 4-5 mål. Vi var oppe og snuse ved stillingen 7-10, efter små 22 minutter og det var bestemt godkendt, især defensivt. Det blev dog lidt mere målrigt de sidste otte minutter og ved pausen stod der 12-17. De fem scoringer fra 2-2 til 2-7 havde desværre fået sat Skjern i kontrol med kampen.

Efter pausen fortsatte Skjern føringen på fem mål, vi havde bare svært ved at komme tættere på. I korte perioder var de også foran med syv og så kom vi igen ned på en målforskal på fem mål. Der stod 19-26 efter 45 minutter og vores forsvar stod faktisk rigtig godt. De næste 10 minutter scorede Skjern blot 2 gange, men stod så godt defensivt at vi selv kun scorede fire gange. 23-28 med fem minutter tilbage og nederlaget var naturligvis en kendsgerning. Vi tabte 25-31 til et Skjern Håndbold der bliver virkelig spændende at følge i ligaen. Selv om et nederlag på seks mål er et relativt klart nederlag, er der også rigtig mange ting vi kan tage med videre til turneringen som starter om en uge.

Tak til de mange fremmødte i Klosterhallen. Sammen er vi stærke.