Køge kastede grus i TM Tønder motoren, der spindede efter pausen

TM Tønder vinder i Køge

Det gik ikke lige som håbet, det meste af 1.halvleg. TM Tønder var som en motor der ikke ville starte, men da først der blev smurt, kørte motoren som vi kender det. Eller sagt i håndboldsprog, TM Tønder kom forfærdeligt fra start i Køge.

Angrebet fik ikke fart nok på og Køges forsvar havde lidt for let ved at lukke ned, og når vi så kom igennem, brændte vi på deres keeper. I den anden ende kunne vi prise os lykkelige for et par fine redninger fra Meyer, så der trods alt kun stod 4-1 efter 11 minutter. Vi kom lidt bedre i gang, men Køge holdt afstanden på 2-3 mål. 12-8 med godt fire minutter til pause, og en udvisning til begge hold blev vendepunktet, så vi med tre mål i træk, kunne gå til pause, bagud 12-11.

Efter pausen beholdte TMT styringen fra de sidste minutter af 1.halvleg og Livio Klausen bragte TM Tønder foran 13-14. For Køge var Malte Schnoor en enmandshær og han scorede ene mand de første fire (7 af de første 8) Køgemål efter pausen. Malte var på alle måder Køges bedste i begge ender. Mathias Nikolajsen fik fart i benene og da en velspillende Livio Klausen, der virkelig kæmpede for det, blev afløst af Sune Skovsen kom der også skud udefra, fra højre side. Vi fik lettere ved at finde hullerne i Køges forsvar og bragte os foran 18-23. Mathias Nikolajsen var nærmest ustyrlig i den ene ende og Magnus Siim fandt nogle redninger frem på de rigtige tidspunkter, så et bravt kæmpende Køge måtte kapitulere. Til slut kunne Nick Bøg cementere en sikker TMT sejr med sin scoring til 25-32.