TM Tønders andethold rykker op efter defensiv magtdemonstration.

Fynsk Aarup BK havde lige som TMT spillet et flot forår, og i gennemsnit scoret godt 31 mål pr. kamp i den stærke fynske række, men i Tønder mødte de et forsvar af en anden kaliber, end de formentligt havde mødt i forårets første 10 kampe. Aarup er et rutineret hold der med hjælp af en flot opbakning fra egne fans, lagde flot ud og bragte sig foran 2-0 og 4-2. TM Tønder skulle lige lure deres skytter, der gerne ville ind og skyde over midten og da Balsby og Schnoor begyndte at komme ud og få tacklet, så kom redningerne fra Mads Mortensen, og TM Tønder kunne udligne ved stillingen 5-5. Holdene fulgtes godt ad i 1.halvleg. Forsvaret havde godt styr på stregindspil, det blev der lukket godt og grundigt af for, så gæsterne måtte søge fløjafslutninger. Desværre brændte TM Tønder lidt for meget på en stærk fynsk keeper, så ved pausen stod der 13-12 til TMT.
Efter pausen var forskellen større. TM Tønder lykkedes bedre med kontraløbene og med at score på chancerne, og fynboerne så mere end trætte ud. TMT løb på det hele og bragte sig foran med 20-15. Og den føring lod det stærke TMT hold ikke til at ville slippe igen. De stærkt kæmpende Balsby og Schnoor skulle lige ud og have lidt pause og det betød at fynboernes skytter igen fik held med at skyde ind over midten, men vi svarede godt igen med scoringer i den anden ende. 10 minutter før tid var stillingen således 26-22 og TMT kunne have lukket kampen, men brændte to straffekast. Det lod de sig ikke gå på af, Mads Mortensen viste stor effektivitet i målet og lige så stor udstråling, og da kampen var slut viste måltavlen 30-24, efter en defensiv magtdemonstration af TM Tønder, og de to dygtige trænere, Emilie Balsby-Krogh og Kasper Rahr Madsen.
Efter kampen blev Mads Mortensen (19 redninger) kåret til kampens spiller.
Og sidst, men ikke mindst, skal der lyde en kæmpe stor tak til TMT Red Support, der har fulgt og støttet andetholdet gennem hele sæsonen. I leverede endnu engang varen og sørgede for at de aller yngste TMT fans blev en vigtig del af kampen. Vi er stolte af at have landets bedste fanklub, i gør en stor forskel. 1000 tak for støtten.




