TM Tønder bøvlede med Norddjurs i 30 minutter

TMT bøvlede med Norddjurs

TM Tønder tog søndag imod Norddjurs Håndbold og de gjorde længe fint modstand, med uforudsigelig håndbold, syv mod seks spil og god bevægelse i forsvaret. TM Tønder har ikke længe så store skadesproblemer, men måtte dog undvære Kasper Knudsen, Joachim Pedersen og Kasper Skov Andersen til dagens kamp mod Norddjurs.

TM Tønder kom hurtigt bagud 1-3, fik udlignet, for så igen at komme bagud med to mål. Norddjurs gik hurtigt i syv mod seks og vores forsvar havde det svært mod den taktik, og så udeblev redningerne. Vi måtte kæmpe noget mere i deres forsvar og de vandt helt klart målmandsduellen i de første 20 minutter. Flere gange var gæsterne foran med tre, men vi fandt løsningerne og fik udlignet til 16-16, som var stillingen ved pausen.

I pausen skulle der lægges en plan mod deres spil og det lykkedes ret godt. TM Tønder fik styrket forsvaret og straks kom redningerne og efter seks minutter kunne Mathias Nikolajsen bringe TMT foran 20-17. Den føring slap vi aldrig igen. TMT var det klart bedste hold efter pausen og efter en reducering til 21-20 efter 42 minutter, trak TMT fra, scorede fem mål i træk og scoringen til 26-20 blev sat ind af kampens spiller efter pausen, Magnus Siim. I det hele taget straffede vi deres syv mod seks efter pausen og da vi førte 28-21 med mindre end otte minutter tilbage, var der ikke længere tvivl om at pointene ville blive i Tønder. Det sluttede med lidt mål bytteri og en sikker TMT sejr på 31-27.

Der var hård kamp om publikums valg af kampens spiller, men i 2.halvleg måtte man bare erkende at det endnu engang måtte blive Magnus Siim, der gjorde en stor forskel, da kampen skulle afgøres.