Topbrag i Skæring på lørdag

Århus Håndbold og TM Tønder er to af, hele syv hold, der står på 8 point efter 6 kampe, kun overgået af HØJ med 10. Det er derfor et særdeles vigtigt topopgør, der spilles lørdag eftermiddag klokken 16.00 i Skæringhallen, Århus nord. Det er to hold der har præsteret rigtigt godt, til trods for vigtige udskiftninger i startsyveren og på bænken.
Århus startede sæsonen med to nederlag, men er siden kommet stærkt tilbage. De har fået Torben Petersen igang igen, efter at han har holdt pause fra håndbolden og de har en klassekeeper i Kristoffer Laursen. På stregen er Kristian Krag ørsted på 207 cm en udfordring for alle, der møder Århus. Holdets topscorer er venstre back’en Markus Ranzau, der har scoret 35 gange i 5 kampe, hvilket svarer til 7 mål pr. kamp. Der bliver nok at se til, mod et formstærkt Århus Håndbold.
TM Tønder er stadig holdet der har lukket færrest mål ind. Vores keepere har blot hentet bolden ud af nettet 157 gange, mens Århus’ keepere er mere øvet i den disciplin, med 183 mål imod. Vi skal med andre ord fortsætte det fantastiske forsvars og keeper spil, som vi har gang i for tiden. Dette giver også muligheden for nemme kontramål, som er så vigtige i håndboldsporten. På det seneste har vi også været dygtige mod offensivt forsvar. På lørdag fmå vi nok forvente et mere defensivt 6-0 forsvar, som så kan komme vore skytter tilgode.
Vi glæder os til en lørdag eftermiddag i Skæringhallen, hvor vi som altid supportes af en stor gruppe Red Supportere. Sammen er vi stærke🥁🥁🥁



