Topopgør i Herning

Topopgør i Herning

Tabellen lyver aldrig, siger man jo, meeen, den fortæller nu heller ikke altid sandheden. I tabellen ligger TM Tønder nummer 1, mens HC Midtjylland ligger nummer to, så det er jo et sandt topopgør der skal spilles fredag aften. Det er dog lige det der med at TM Tønder har mødt sidstesæsons nummer 12, samt to oprykkere, mens HC Midtjylland har mødt de tre andre, som forventes at slutte i top 4, Ajax, Grindsted og HØJ.

HC Midtjylland der skuffende blev nummer 4 i forrige sæson har oprustet yderligere til denne sæson, og må anses som en varm kandidat til den direkte oprykning. De tabte den første kamp i Grindsted, men slog sidenhen Ajax hjemme. I den seneste kamp, sæsonens vel nok sværeste for dem, udekampen mod HØJ, viste de høj klasse og vandt 24-16. At holde HØJ på 16 mål er ganske imponerende. To af de nyankomne Kasper Kvist og Jonas Lagerhus har tilsammen scoret 25 mål. Frederik Hummelmose er en målmand der på sine bedste dage står helt fantastisk. Ingen tvivl om at HC Midtjylland er tårnhøj favorit.

Efter at have været favoritter i de første tre kampe, kan TM Tønder spille langt mere frit i Herning, da ingen vel reelt forventer noget. Det kan betyde at vi leverer langt bedre end hidtil og hvem ved hvad der sker hvis vi får fart i benene mod HC Midtjylland. Det gælder i bund og grund om at få scoret så mange lette mål som muligt. Selv om vi lige ligger nummer 1 lige nu, er der bestemt også den mulighed at vi bliver undervurderet. Vi tager til Herning for at skabe overraskelsen, vi giver aldrig op, men HC Midtjylland er altså tårnhøj favorit.